Korinth og Øster Hæsinge har noget at byde på for alle - men måske især for aktive familier med børn.

Året rundt byder naturen og byens sportfaciliteter på mulighed for et aktivt fritidsliv. Ved vintertide er der ideelle muligheder for at stå på ski og kælke i Sollerup og Svanninge Bakker, der er gode løberuter i varieret terræn og hvis der skal mere fart på, så tag en mountainbike eller hest med på de mange og lange stier i området. Der er plads til flere timers fornøjelse og udfordringer på alle niveauer. Sommeren 2012 åbner den nye ride- og cykelsti mellem Korinth og Ringe - og på stationspladsen i Korinth kommer der et område med udendørs fitnessredskaber. Og husk hvert forår i slutningen af maj og begyndelsen af juni blomstre byens 1001 Rhododendron.


Kulturelt
er paletten også bred. Tilbuddene til børn er mange - bl.a. børnefilmklub, børnebilledeskole, musical-sangundervisning og så har byens foreninger naturligvis en lang række aktiviter på programmet. 
Byen er stolt af sin lange historie - hvert år dukker nye forhistoriske fund op af jorden og føjer viden til vores fælles fortid. Ved Brahetrolleborg slot lå i middelalderen Holme Kloster og siden kom herregårdene til og satte deres præg på landskabet. Brøderne Reventlow skrev danmarkshistorie med deres skole- og landbo reformer og Korinth har også fostret Fyns første folkevalgte lokalråd. Jo - der er nok at fortælle om - vi håber du har fået lyst til at blive en del af fortællingen - der er altid plads til nye aktive mennesker i Korinth.

 

Eventyrligt og smukt er der i den gamle rhododendronpark

Ved Brahetrolleborg kan man sidst på foråret opleve den gamle rhododendronpark blomstre. Det er eventyrligt og smukt  for både børn og voksne. Indgang til parken er fra vejen Spanget lige ved Korinth kro. Den blomstrende park et smukt syn som omkrandser området omkring slottet.

Haven er åben i perioden 1/5-1/8 kl. 8-20.
Fra den 1/8-1/5 er haven åben fra solopgang til solnedgang.

  • Gæster er velkommen til at gå en tur på den anlagte rute.
  • Anden færdsel og ophold er ikke tilladt.

I 2009 gennemførte Lokalrådet desuden et projekt med titlen "1001 rhododendron" - her kunne byens borgere købe billige rhododendronplanter til deres have, mens der samtidigt blev plantet rhododendron langs byens hovedgade og på fællesarealer.  Blomsten skal med tiden blive Korinths helt særlige vartegn, der hvert forår forskønner den historiske by.

Vandkunst i byens nye park

Har du lyst til at bosætte dig i Korinth så er der god mulighed for det. Findes din drømmebolig ikke allerede blandt byens mange fine huse, så er der ledige byggegrunde centralt i byen.
Med udsigt til den lille sø i byparken ligger byggegrundene flot og ugeneret. Der er desuden en ny legeplads til børnene.

http://www.korinthgruppen.dk/

I 2005 blev Korinth udnævnt til "Årets Landsby". Dommerkomiteen fra  "Landsbyerne i Danmark" valgte Korinth blandt de 38 landsbysamfund, der deltog i kampen.Temaet for "Årets Landsby 2005" var: "En plan for landsbysamfundets overlevelse i den nye storkommune", og dommerkomiteen, der bestod af forh. indenrigsminister Britta Schall Holberg, Hagenskov, forh. borgmester og amtsrådsmedlem Alex Lind, Spøttrup, og Hans Christensen, Højen, medlem af "Landsbyerne i Danmarks" bestyrelse, understreger i sit endelige valg af Korinth som "Årets Landsby 2005" følgende argumenter:

Den lokale evne til at overleve som aktivt landsbysamfund med 800 borgere, skole, kirke, nærbutik, kulturhus/ forsamlingshus, nye boliger (15 færdigbygget, 14 på beddingen), gendannet sø på 3000 kvm, to efterskoler, en landbrugsskole, ca. 30 foreninger, bladet "Korintherbrevet", hjemmeside (www.korinth.dk), lokal udviklingsplan, lægehus med sundhedsfunktioner, plejecentret "Lykkevalg" m. m.

Men ikke mindst det folkevalgte lokalråd (oprettet i 1983 - der stemmes pr. stemmeseddel i opstillet campingvogn samtidig med kommunevalget) og dets betydning for et levende landsbysamfund.

Inspirator
Lokalrådet har været inspirator for den den nye storkommune, Faaborg-Midtfyn. Der er blevet oprettet 20 nye lokalråd i storkommunen. Efter måneders arbejde er der udarbejdet en rapport for landsbyerne og landdistrikternes fremtid i storkommunen: "Levende lokalsamfund i Faaborg-Midtfyn kommune".

Den lokale indsats for Korinths fremtid og Korinths store betydning for den udarbejdede handlingsplan for storkommunen (med 21 lokalråd) har været afgørende for valget af Korinth som "Årets Landsby 2005"

Det gode eksempel
"Korinth er det gode eksempel for andre landsbysamfund og deres indsats for at overleve i de kommende storkommuner. Kan landsbysamfundene i de nye storkommuner møde de nyvalgte politikere med en færdig udviklingsplan for storkommunens landsbysamfund, kan det betyde, at skole, børnehave, fritidsmuligheder får lov at overleve", hedder det.

Den officielle udnævnelse skete med overrækkelse af en "Flise" med inskriptionen "Korinth, Årets Landsby 2005".

Lokalrådet

Korinth Lokalråd
Sollerupvej 5
Korinth
5600 Faaborg

Formand Anne Mette de Visser
sollerup@hotmail.com

 

Stifolderen som pdf