Landbrug, havebrug, lokalhistorie og oldtid – bonden Niels Rasmussen Søkilde var landmand, forsker og forfatter til mange bøger, der stadig bruges i dag.
Når du lytter til dette, sidder du måske på Elleshøj – på bænken højt oppe i landskabet i læ af det levende hegn og med kig ud over marker og sø.
Du er kommet frem til udsigten ved at gå ad Øvej enten fra Brahetrolleborg, ad banestien eller fra Fleningevej. Det er en af egnens smukkeste udsigter – om det er sommer eller vinter – så bliver man aldrig træt af dette kig over Arreskov sø med mageløse Svanninge Bakker som bagtæppe.
Og lige præcis her har gårdejer og historiker Niels Rasmussen Søkilde med sikkerhed også tilbragt mange timer. For han blev født og døde (1837-1905) – på gården Søkilde. Du kan se gården fra bænken – den ligger der endnu. For enden af Øvej – i røde sten og omkranset af høje gamle træer.
Ud mod vejen er rejst et mindesmærke over landmanden, der satte så mange spor i sognets historiebøger.Uden denne gæve mand ville vi i dag være langt fattigere på historier om og fra lokalområdet end tilfældet heldigvis er. For han brugte alle sine vågne timer på at observere og samle viden sammen til eftertiden. Altså når han ikke passede sin gård, sine stalde, huggehuset, haven og markerne omkring til UG. For denne flid blev Niels Rasmussen fuldt fortjent udnævnt til Dannebrogsmand d. 25. juni 1879.
Allerede som barn og skoledreng udmærkede han sig ved at indsamle og læse alt, hvad han kunne komme i nærheden af. Da han havde gået i skole i et år, skrev læreren i protokollen, at han var en ”noget stille, men sund og i besiddelse af gode kundskaber”. Som 10-årig får han prædikatet ”særdeles gode evner” indenfor ”sjæleevne og tænkefærdighed” – og ved konfirmationen er det ligefrem blevet til ”fortrinlige evner”.
Kimen til et særligt liv var lagt. Han overtog den fædrene gård og drev stedet med stor dygtighed.
Men der var gennem hele hans liv overskud til meget mere. Det blev til forskning i mange emner omkring landbrug og havebrug – men også lokalhistorie og oldtiden optog ham. I landets mange arkiver og biblioteker findes derfor i dag et væld af afhandlinger, artikler og bøger, som man kan fordybe sig i og derved blive klogere på fortidens levede liv. Selv i vores tid læses Søkildes bøger, når der skal hentes inspiration til taler og fortællinger, amatørarkæologiske eventyr eller konkret viden om lokale stednavnes betydning m.v.Efterkommere af Søkilde-familien bor stadig i området og bidrager stadig med overleverede fortællinger og viden.