- som har rigtig meget at byde på - både landsbyfællesskab, natur, kultur og historie.  Her kan du få overblik over det meste…

Kultur og fritid

Lokalsamfundet

Egnen

Reventlows skolereformer

Reventlow ville helt nye ting: Han ville sende alle børn i skole og det skulle være slut med fysisk afstraffelse og udenadslære. Hør om hans visionære tanker og om Danmarks første moderne skole: Gærup Skole.

 

 

Du står ved Gærup Skole, Danmarks første moderne skole. Skolen er opført i 1783 og er en af tre kaldet de Reventlowske skoler. Skolen repræsenterer et brud med datidens religiøst
fokuseret undervisning.
Det er f.eks. nyt med skolepligt fra barnet var 6 til det var 14 eller 16 år. Fællesundervisning for drenge og piger. Seminarieuddannede lærere. Forbud mod udenadslære og fysisk
afstraffelse. Og fællesskabsfinansiering, hvilket vil sige, at alle, og greven mest, bidrager til en skolekasse, uanset om man har børn eller ej. Undervisningen omfatter nyttige fag som
læsning, skrivning, regning, geografi, agerbrug, historie og gymnastik. Foruden selvfølgelig religion og bibelhistorie.

Det er greve til Brahetrolleborg, Johan Ludwig Reventlow, der lever fra 1751 til 1801, som opfører skolen og indfører det banebrydende skolereglement med inspiration fra især tyske
pædagogiske idéer. Også Danmarks første seminarieuddannede lærere henter Reventlow hertil som skoleholdere ved de Reventlowske skoler.

”Børnenes Opdragelse er ustridig det vigtigste, som skal give et grundet Haab til en mere oplyst Almue, og derved fremme deres egen sande Lyksalighed og Fremtiden;”, som
Reventlow indleder sit skolereglement. Den stråtækte skolebygning ligger i datidens landsby Gærup og bliver senere udvidet med en større skolestue i den røde murstensbygning.
Skolen fungerer som skole indtil 1955, hvor undervisningen flytter til en ny centralskole i stationsbyen Korinth. I dag er Gærups Skole et lille museum med en stor fortælling om den
første moderne skole i Danmark. Museet drives af frivillige og har både udstillinger og aktiviteter for såvel børn som voksne.

Åbningstider og anden information om museet kan du se på hjemmesiden gaerupskolemuseum.dk, stavet med AE i stedet for E, eller på facebook.com/skolemuseum.

Du er velkommen!